Vi lever i en larmende verden, hvor oplevelser står i kø for at overdøve hinanden i sensation og nyhedsværdi. Andre mennesker har sat rammerne for vores færden fra morgen til aften, og vi hopper på limpinden og halser efter præstationsræset – ser kun på den næste opgave, der skal løses. Jeg har så længe jeg kan huske søgt væk…ind i mig selv, ud i naturen…væk fra ligegyldigheder og fra andre menneskers forventninger til, at jeg skal være en brik i deres liv. Jeg søger fred i sindet hver eneste dag og hvert eneste øjeblik, og jeg har fundet mine små tidslommer, hvor jeg kan mærke selve livet.
Jeg søger kontrasten til det moderne livs store, larmende ”oplevelser” og fortrækker til enhver tid de stille ”oplivelser”, som ikke koster megen tid eller ressourcer, og hvor jeg kan gå videre med fyldte batterier og klart sind. At være tilstede og værdsætte de simple, rolige oplivelser, der ligger lige foran os – året rundt. Alt det skønne, der ligger udenfor de strategiske dagsordener, som det moderne menneske ellers er så rigeligt rullet ind i på arbejde og i fritiden.
Jeg elsker den danske vinter for sit magiske skumringslys og klare stjernenætter. Jeg elsker foråret for sit mirakel af liv, der skyder ud af mørket. Jeg elsker sommeren for sit bløde sand og græs, der kærtegner fødderne. Og jeg elsker efteråret for at bade verdens smukkeste farver i sit vandrette lys. Jeg ønsker at videregive min egen inspiration med små forslag til at opleve selve livet, mens det foregår – at nyde og glædes og fyldes af al den rigdom, som vi ejer, mens vi lever. Det er en bevidst søgen efter ro og grounding i naturen, som har fyldt hele mit eget liv.
Så kom med mig – Sæt forventninger ned og forbered dig på, at du ikke skal opleve noget særligt, ikke købe noget, ikke præstere noget…bare nyde det, som er lige foran dig. Det modsatte af at præstere eller please andre. Om ikke mindful, så i hvert fald meningsfuld. Mit formål er derfor ikke den klassiske ”mindful living” med overdreven fokus på bestemte øvelser i nærvær, som for mig repræsenterer det modsatte tankesæt – nemlig endnu en øvelse i selvoptagede præstationer, der præger det moderne menneskes liv og specielt i de større byer.
For hundrede år siden talte man om de ”brølende 20-ere”, hvor byerne eksploderede i aktiviteter (inden den store depression ramte, efterfulgt af 2 verdenskrige). I dag lever vi alle i en større luksus end nogensinde i verdenshistorien, og de rigeste af os fylder dagene med ligeså mange oplevelser som man gjorde på et helt liv i 1920’erne. Middelklassen lever i dag rigere end nogen ved Solkongens Hof, og man spår en fremtid med underholdningsindustrien som den stærkeste økonomiske faktor med produkter, der skal holde os oppe at flyve på endorfiner og adrenalin – fra mars-udflugter, interaktive medier til special-restauranter på hvert gadehjørne. Det er et drug med en hel generation på stoffer, der pisker hinanden op til at skulle kunne fortælle om den ene fantastiske oplevelse efter den anden hver weekend, et utal af rejseaktiviter og fritidsaktiviteter, som alle handler om at præstere på et eller andet plan – at følge med. Tøjbutikker skifter hele varelageret ud med få ugers mellemrum for at fremstå nye og spændende. På den mest almindelige mandag eller tirsdag er alle byens restauranter fyldte, og du kan gå ind og høre koncert med internationale superstjerner hver eneste dag året rundt. Biograferne fornyer plakaterne hver uge, og alle danskere kan vælge mellem 100 TV-kanaler, som kører i døgndrift. Selv små børn har hver sin tablet og lever gennem en skærms hurtige bevægelser.
Vi fylder hovedet med så meget larm, at vi ikke længere kan høre en fugl synge. Jeg tror den form for hyperaktivitet indeholder en blindhed – en afstumpet form for overfladiskhed, hvor man slet ikke sanser livet, fordi man kun kan mærke de mest ekstreme begivenheder.
Jeg er selv en del af det samfund, selvfølgelig, men kan også mærke et behov for at frigøre mig fra de energier og søge tilbage til noget oprindeligt, noget inderligt. Noget, som jeg var så heldig at vokse op med langt ude i naturen og i en familie, hvor livet var meget jordnært. Som barn lærte jeg at destillere livets essens af min skønne mormor, Kamma, og det har altid været den måde, som jeg oplever livet på – sansende. Jeg zoomer ind på alle detaljer og bruger alle 5-7 sanser til at søge noget rart i min omverden. Jeg søger altid det nære i alle relationer, og det koster mig meget energi at fastholde. Derfor lukker jeg også af, hvis jeg befinder mig i overfladiske forsamlinger med meget larm og ingen ægte nærvær.
Jeg har lært mig at være en ”præstations-maskine”, der kan overleve i de miljøer, indtil jeg igen kan trække mig tilbage til min egen lille verden, som står vidt åben for alle indtryk. Derfor trives jeg heller ikke i de store byer, og synes at København er blevet et forfærdeligt sted på trods af al den overfladiske charme og kunstige lys. Folk lever oppe i deres hoveder, og det spejles i nybyggede glas- og stål-paladser med lange skygger og kolde facader, mens de gamle og naturlige dele af byen forfalder. Her har skumringslyset eller stjernehimlen ikke mange chancer.
Værn om din egen barnlige uskyld. Vi bliver født til denne verden med så meget nysgerrighed, begejstring og spontanitet, som alt for mange af os senere i livet kvæler i selvkontrol. Måske fordi vi tror vi skal passe ind i nogle bestemte rammer, og fordi vi ikke giver os selv lov til de følelser af frihed i en kontrolleret verden. Men også fordi alvoren rammer, og vi bagefter har svært ved at finde tilbage til håbet og troen på livets oprindelige drivkræfter. Her bliver alle voksne for tidligt.
Der er nogle faresignaler, som vi kan undgå – nemlig de modsatte egenskaber end barnlighedens nysgerrighed, begejstring og spontanitet. “Snobberi” er en af de markører, som jeg selv styrer uden om. Den findes i alle miljøer og er ekskluderende for noget, der er anderledes – altså det modsatte af en nysgerrig åbenhed og kvælning af spontan begejstring. Jeg hader det negative snobberi, når nogen med kulde og udelukkelse forsøger at få andre til at bremse umiddelbarheden og rette ind i gruppenormernes hierarki. Livsglæden er en muskel, der kan trænes…sæt dig op på kælken sammen med dine børn, i stedet for at stille dig udenfor cirklen som beskuer. Mærk latteren i maven, dine børn vil elske dig for at dele den lykke med dem.
Så jeg skriver også alt dette som en ”note to self”… Noget, som jeg også selv lige må stoppe op og huske fra tid til anden, fordi man så let bliver revet væk af det moderne livs krav og forventninger. Så i nogle tilfælde handler det også om at turde fravælge de mennesker, der stiller krav om at fylde mit liv med larm. At huske, hvem du selv er. Vi mennesker er så forskellige i vores grundvilkår og præferencer, og du kan måske kun bruge få af mine forslag. Det er en buffet, og du vælger selv – ligesom i livet 😉
Om oplivelser
Min egen tjekliste til fred i sindet
Vi lever i en larmende verden, hvor oplevelser står i kø for at overdøve hinanden i sensation og nyhedsværdi. Andre mennesker har sat rammerne for vores færden fra morgen til aften, og vi hopper på limpinden og halser efter præstationsræset – ser kun på den næste opgave, der skal løses. Jeg har så længe jeg kan huske søgt væk…ind i mig selv, ud i naturen…væk fra ligegyldigheder og fra andre menneskers forventninger til, at jeg skal være en brik i deres liv. Jeg søger fred i sindet hver eneste dag og hvert eneste øjeblik, og jeg har fundet mine små tidslommer, hvor jeg kan mærke selve livet.
Jeg søger kontrasten til det moderne livs store, larmende ”oplevelser” og fortrækker til enhver tid de stille ”oplivelser”, som ikke koster megen tid eller ressourcer, og hvor jeg kan gå videre med fyldte batterier og klart sind. At være tilstede og værdsætte de simple, rolige oplivelser, der ligger lige foran os – året rundt. Alt det skønne, der ligger udenfor de strategiske dagsordener, som det moderne menneske ellers er så rigeligt rullet ind i på arbejde og i fritiden.
Jeg elsker den danske vinter for sit magiske skumringslys og klare stjernenætter. Jeg elsker foråret for sit mirakel af liv, der skyder ud af mørket. Jeg elsker sommeren for sit bløde sand og græs, der kærtegner fødderne. Og jeg elsker efteråret for at bade verdens smukkeste farver i sit vandrette lys. Jeg ønsker at videregive min egen inspiration med små forslag til at opleve selve livet, mens det foregår – at nyde og glædes og fyldes af al den rigdom, som vi ejer, mens vi lever. Det er en bevidst søgen efter ro og grounding i naturen, som har fyldt hele mit eget liv.
Så kom med mig – Sæt forventninger ned og forbered dig på, at du ikke skal opleve noget særligt, ikke købe noget, ikke præstere noget…bare nyde det, som er lige foran dig. Det modsatte af at præstere eller please andre. Om ikke mindful, så i hvert fald meningsfuld. Mit formål er derfor ikke den klassiske ”mindful living” med overdreven fokus på bestemte øvelser i nærvær, som for mig repræsenterer det modsatte tankesæt – nemlig endnu en øvelse i selvoptagede præstationer, der præger det moderne menneskes liv og specielt i de større byer.
For hundrede år siden talte man om de ”brølende 20-ere”, hvor byerne eksploderede i aktiviteter (inden den store depression ramte, efterfulgt af 2 verdenskrige). I dag lever vi alle i en større luksus end nogensinde i verdenshistorien, og de rigeste af os fylder dagene med ligeså mange oplevelser som man gjorde på et helt liv i 1920’erne. Middelklassen lever i dag rigere end nogen ved Solkongens Hof, og man spår en fremtid med underholdningsindustrien som den stærkeste økonomiske faktor med produkter, der skal holde os oppe at flyve på endorfiner og adrenalin – fra mars-udflugter, interaktive medier til special-restauranter på hvert gadehjørne. Det er et drug med en hel generation på stoffer, der pisker hinanden op til at skulle kunne fortælle om den ene fantastiske oplevelse efter den anden hver weekend, et utal af rejseaktiviter og fritidsaktiviteter, som alle handler om at præstere på et eller andet plan – at følge med. Tøjbutikker skifter hele varelageret ud med få ugers mellemrum for at fremstå nye og spændende. På den mest almindelige mandag eller tirsdag er alle byens restauranter fyldte, og du kan gå ind og høre koncert med internationale superstjerner hver eneste dag året rundt. Biograferne fornyer plakaterne hver uge, og alle danskere kan vælge mellem 100 TV-kanaler, som kører i døgndrift. Selv små børn har hver sin tablet og lever gennem en skærms hurtige bevægelser.
Vi fylder hovedet med så meget larm, at vi ikke længere kan høre en fugl synge. Jeg tror den form for hyperaktivitet indeholder en blindhed – en afstumpet form for overfladiskhed, hvor man slet ikke sanser livet, fordi man kun kan mærke de mest ekstreme begivenheder.
Jeg er selv en del af det samfund, selvfølgelig, men kan også mærke et behov for at frigøre mig fra de energier og søge tilbage til noget oprindeligt, noget inderligt. Noget, som jeg var så heldig at vokse op med langt ude i naturen og i en familie, hvor livet var meget jordnært. Som barn lærte jeg at destillere livets essens af min skønne mormor, Kamma, og det har altid været den måde, som jeg oplever livet på – sansende. Jeg zoomer ind på alle detaljer og bruger alle 5-7 sanser til at søge noget rart i min omverden. Jeg søger altid det nære i alle relationer, og det koster mig meget energi at fastholde. Derfor lukker jeg også af, hvis jeg befinder mig i overfladiske forsamlinger med meget larm og ingen ægte nærvær.
Jeg har lært mig at være en ”præstations-maskine”, der kan overleve i de miljøer, indtil jeg igen kan trække mig tilbage til min egen lille verden, som står vidt åben for alle indtryk. Derfor trives jeg heller ikke i de store byer, og synes at København er blevet et forfærdeligt sted på trods af al den overfladiske charme og kunstige lys. Folk lever oppe i deres hoveder, og det spejles i nybyggede glas- og stål-paladser med lange skygger og kolde facader, mens de gamle og naturlige dele af byen forfalder. Her har skumringslyset eller stjernehimlen ikke mange chancer.
Værn om din egen barnlige uskyld. Vi bliver født til denne verden med så meget nysgerrighed, begejstring og spontanitet, som alt for mange af os senere i livet kvæler i selvkontrol. Måske fordi vi tror vi skal passe ind i nogle bestemte rammer, og fordi vi ikke giver os selv lov til de følelser af frihed i en kontrolleret verden. Men også fordi alvoren rammer, og vi bagefter har svært ved at finde tilbage til håbet og troen på livets oprindelige drivkræfter. Her bliver alle voksne for tidligt.
Der er nogle faresignaler, som vi kan undgå – nemlig de modsatte egenskaber end barnlighedens nysgerrighed, begejstring og spontanitet. “Snobberi” er en af de markører, som jeg selv styrer uden om. Den findes i alle miljøer og er ekskluderende for noget, der er anderledes – altså det modsatte af en nysgerrig åbenhed og kvælning af spontan begejstring. Jeg hader det negative snobberi, når nogen med kulde og udelukkelse forsøger at få andre til at bremse umiddelbarheden og rette ind i gruppenormernes hierarki. Livsglæden er en muskel, der kan trænes…sæt dig op på kælken sammen med dine børn, i stedet for at stille dig udenfor cirklen som beskuer. Mærk latteren i maven, dine børn vil elske dig for at dele den lykke med dem.
Så jeg skriver også alt dette som en ”note to self”… Noget, som jeg også selv lige må stoppe op og huske fra tid til anden, fordi man så let bliver revet væk af det moderne livs krav og forventninger. Så i nogle tilfælde handler det også om at turde fravælge de mennesker, der stiller krav om at fylde mit liv med larm. At huske, hvem du selv er. Vi mennesker er så forskellige i vores grundvilkår og præferencer, og du kan måske kun bruge få af mine forslag. Det er en buffet, og du vælger selv – ligesom i livet 😉