Kig på månen. Den er i rotation om jorden, som er i rotation om solen, som er i rotation i gallaksen, som er i bevægelse i universet. Det samme mønster foregår inde i din krop i hver eneste celle. Alt bevæger sig hele tiden – alt i hele universet. Tid findes jo ikke i sig selv – Vi måler tiden på, at noget har bevæget sig (helt konkret bølgelængder på atomart plan). Men hvis alt stod stille i universet, så ville vi ikke være i stand til at registrere tid med noget som helst instrument. Så kig på månen og vid, at tid ikke findes…kun bevægelse findes.
Smag på maden – spis uden distraktion. Nyd et glas vand, at du har den luksus at kunne tappe kildevand direkte fra hanen. Spis små bidder…langsomt…med lukkede øjne. Tak dine tænder, tunge og smagsløg for stadig at fungere nogenlunde. Du spiser på daglig basis bedre end de gjorde ved Solkongens Hof, og ingen før i verdenshistorien (og måske efter) kommer til at få mere fornem og rigelig adgang til alverdens lækreste føde end du. Så nyd det!
Tag dig tid til julepynt – det er processen ikke resultatet, der tæller. Det magiske ved at hente nogle ting frem en gang om året og lægge dem tilbage igen er, at de indeholder koder til hele dit levede liv. Der er mange, som fejlagtigt tror, at det materielle ikke har en åndelig energi, men tværtimod – der er minder i den sanselighed, som de fysiske ting automatisk indeholder. De føles, dufter, ser ud på en masse måder, der aktiverer vores følelser på samme måde som musik. Ved at give den proces tid og kærlighed, så lagrer du nye gode minder ind i julens artefakter, som kan hentes frem den dag, hvor mennesker omkring dig ikke længere findes. Selv du findes ikke længere næste jul, for vi giver gennem livet slip på vores potentialer bid for bid, ligesom potentiel energi transformeres til kinetik og varme. Julepynt eller andre materielle genstande kan fungere som små batterier af energi, som vi lagrer i dem – og derigennem kan huske os selv og den kærlighed, som også blev puttet i os engang.
Sørg for at bede om at få en lille ting, når nogen i din familie eller omgangskreds går bort, eller de gamle måske flytter til noget mindre. Sørg for at have arvede ting stående fremme i dit hjem. Det behøver ikke været noget fint eller noget, du benytter i sin oprindelige funktion. En tepotte kan blive til en urtepotte, en skæv stol kan saves til en hylde, en kop kan blive til en skål for øreringe eller dimser osv. Men alt gammelt har en skønhed, som ikke kan købes for penge. Og endnu vigtigere for dig har det en historie, som du ikke må glemme. Gamle ting indeholder akkumuleret tid og energi, og de indeholder for dig en vigtig grounding i din egen historie og vækst. Der findes intet mere tomt og deprimerende end et designer hjem med nye, upersonlig møbler og ting uden sjæl. Og dine arvede ting er din families sjæl eller fra mennesker, som engang virkeligt så dig i din første spire, formede dig og passede på dig. Tingene er dine materialiserede rødder, og de fylder dig med en energi, værdi og styrke, som du aldrig må underkende betydningen af. Uden vores historie er vi kun os selv, og det er fattigt og skaber et umodent samfund. Lad den arvede ting repræsentere det bedste de stod for og deres gode ønsker for dit nuværende liv. Jeg sørger altid for at have arvede smykker på til vigtige begivenheder, for så er det som at have den person med sig og give dem den oplevelse. For mig skaber det mening og forståelse med selve livet. I julen bliver det særlig vigtigt, og for mig betyder de små arvede ting på træet meget mere end noget nyt strålende julepynt. Små dyr, som min mor har taget hjem fra Grønland sidder og gemmer sig i granen sammen med gamle slidte engle, hun har købt i New York, eller min mormors antikke fugle, der efterhånden har slidte, falmede fjer. Jeg går i kirke og nyder at synge med på alle de gamle salmer og kigge på det gamle rum, som det har set ud i generationer. Så har jeg et smykke på fra min mor, min mormor og min farmor, så de alle er med mig, der nød den samme glæde engang. Og alt hænger sammen og giver mening for mig, uden at jeg præcis kan forklare hvorfor.