Januar

Dagslys. Husk at lægge lige så meget mærke til forandringen i dagslyset i årets første måneder, som du gjorde i de sidste…at hver dag varer et par minutter længere nu. Det bliver lidt hurtigere lyst og lidt senere mørkt – og lidt mindre mørkt i skumringen. Du var så pinefuldt deprimeret over lysets tilbagegang fra oktober til december og forgiftede dine omgivelser med dit brokkeri  😉 Nu er det pay-back-time til livsglæden! Det er nu, du skal være ligeså dagligt glad i låget, som du var bitter sur i efteråret. Husk også at dele din lysglæde derhjemme, på gaden, på arbejdet, på de sociale medier…det smitter!

Træer. Der er altid et træ i nærheden. Kig ud af vinduet eller op i luften: Grenenes grafik er en uendelig ressource af skønhed og variation. Menneskets grafiske evolutionstrin er i sammenligning kun på et en-cellet stadie med byens gentagelser af fantasiløse firkanter og lange lige linjer i kubistisk kedsomhed.  Jeg ser træernes design som forskellige personligheder, der enten strækker sig efter lyset som bøgen, hænger efter vandet som pilen, krøller ud i alle retninger som egen eller svajer elegant som birken… Pas på træerne og fyld dit liv med så mange forskellige som muligt. De er planetens højeste civilisation.

Gode ideer. Husk at tage noter – fysiske, digitale og især mentale. Det er nogle af dine mest værdifulde tanker, som forsvinder, fordi du ikke når at fastholde dem i dagligdagens travle strøm. Det giver en tilfredsstillelse at skrive pointerne ned, og de er lettere at bygge videre på i din underbevidsthed til senere brug. Det er en enorm ressource af værdi i dit liv, dine dybeste refleksioner og klarsyn, som vi moderne mennesker har fortravlet bort og hele tiden må genopfinde. Istedet indretter vi os under andre menneskers tilsyneladende ”klarsyn” eller evne til at fastholde os i deres perspektiv. Som mange andre får jeg de bedste ideer forærende om morgenen i brusebadet i den fase mellem søvn og vågen, hvor kreativiteten blomstrer vildest. Jeg er stadig halvt i drømmeland men også fuld af energi om morgenen, så ideerne strømmer gennem mig som en flod. Problemet er, at alt er glemt ligesom nattens drømme, når jeg senere sidder i et tog på vej til arbejde og endeligt er parat til at tage de fysiske noter. Derfor er det vigtigt for mig at tage ”mentale noter” i badet før dagen begynder. Jeg har et system, hvor jeg nummerer dem, så jeg bagefter husker ”3 ting”. Og næsten før jeg har fået svøbt håndklædet om mig, skynder jeg mig at finde noget at skrive ned med, inden de vaskes væk af morgenens strøm af juice, emails, hårprodukter, tørre vand op i badeværelset, folk der taler til mig, transporttider osv. For at gøre det let for mig selv, så har jeg notesystemer parate, som jeg lige kan plotte ind i, som man kan tilgå både fra computer og telefon, og som er let at inddele i kategorier alt efter, hvordan man arbejder bedst.

Levende lys. Husk at have en god lysestage, hvor du let kan bære et stearinlys med dig fra rum til rum, så du ikke behøver at tænde overalt. Som en lille mini-pejs, du kan bringe med dig – et lille levende væsen, som repræsenterer al transformation her på kloden.

Sydens frugt. Vinteren er mørk, men den er fuld af gyldne oranginer, appelsiner, clementiner, mandariner fra de himmelstrøg, hvor der høstes fra november til februar. Jeg husker min ydmyge, hårdtarbejdende farmor, der ikke havde oplevet meget andet end at passe hus og hjem gennem hele sit liv. Hendes mest lysende barndomsminde handlede om dengang, hun fik en appelsin i julegave og var lykkelig over den sjældne frugt, som var hendes alene. Hun vågnede midt i julenatten og løb ned for at sikre sig, at appelsinen stadig var der – at det ikke bare var noget, hun havde drømt. Gid, at vi som nordboer kunne genfinde den glæde over, hvor heldige vores generation er og hvor store fremskridt vi bevæger os udfra i dag på trods af et hårdt klima lige uden for vores dør. Tænk hvis vi kunne finde glæden ved de ting, vi i dag tager som en selvfølge til at forsøde vinterkulden. Min far fortalte fra sin barndom, hvordan alle børn strømmede til havnen, hvis der var kommet en båd med bananer. Januar er også de geniale bananer, der kan transporteres rundt om kloden i egen, naturlig emballage. Min morfar var pilot i 1930’erne, og det største han kunne gøre for familiens syge var at komme på besøg på hospitalet med en ananas, han havde hjembragt specielt til ære for den syge…men så skulle det også stå virkeligt galt til, før man fortjente en ananas frugt som barn for små 100 år siden…

Respekt. Drop de arrogante mennesker – de er gift i dit liv. Alt snobberi, om det er politisk, kunstnerisk, materielt, intellektuelt, sportsligt, urbant eller noget som helst andet. Måske bliver du i første omgang imponeret over deres sarkastiske vittigheder og gyser lidt af fryd ved at være lukket indenfor i ”gruppen”. Men vi mennesker har en grundklang, som vi bærer med os gennem livet. Hvis et menneske er arrogant, så vil de altid søge den grundklang, lige meget hvordan omgivelserne ellers ser ud. Og på et eller andet tidspunkt har omgivelserne ændret sig, så arrogancen i stedet rammer…dig. Arrogance står på en grundsten af disrespekt, og hvis du forbliver i sådan et miljø, da vil du langsomt selv blive udsultet for kærlighed (der netop står på den grundsten af respekt). Så drop de mennesker i dit liv – sig pænt nej-tak. Find på en undskyldning og hyg dig i dit eget skønne selskab eller med de søde mennesker, som fortjener dig…og som der heldigvis findes flest af.

Slap af! – Du har allerede oplevet mere i dit liv, end samtlige generationer før dig tilsammen – Så slap af, det er rigeligt! Tænk lidt over alt det, du allerede har akkumuleret…gå en tur i stedet for at skulle ud at rejse igen eller absolut fylde hvert minut af din fritid. Fordøj de oplevelser, du allerede har. Først da kan du hente næring fra dem.

Del gerne :)